
AI i ejendomsbranchen: 50+ konkrete use cases
Udforsk 50+ konkrete måder AI kan skabe værdi i din ejendomsvirksomhed
AI i ejendomsbranchen behøver ikke være ét stort transformationsprojekt. Vi har samlet 50+ konkrete use cases i ejendomsbranchen, fordelt på 6 kategorier, så du kan finde de muligheder der passer til netop din virksomhed.
Brug filtrene til at finde Quick Wins du kan implementere på dage, Scaling-projekter der kræver integration, eller Strategic Bets der kan transformere hele din forretning. Skal AI i drift, er det også værd at kende kravene i EU's AI-forordning.
Boligbeskrivelser med AI
Generér professionelle bolig- og erhvervsbeskrivelser automatisk til portaler, SoMe og prospekter
Sådan gør I
- Saml 5 til 10 af jeres bedste eksisterende beskrivelser som eksempler.
- Byg én prompt med jeres tone, længde og faste afsnit: beliggenhed, stand, praktisk.
- Indsæt fakta fra BBR og lejekontrakt, og lad AI skrive udkastet.
- Læs efter for kvadratmeter, husleje og årstal. Dem finder modellen gerne på.
Værktøj: ChatGPT eller Gemini
Tid: Regn med en time før prompten sidder. Derefter er et udkast et par minutters arbejde.
Automatisk billedtekster
AI-genererede billedtekster og billedoptimering til ejendomsfotos
Sådan gør I
- Upload billederne til en model der kan se billeder.
- Bed om en kort billedtekst pr. foto plus en alt-tekst til portalen.
- Giv den rummets navn, hvis modellen gætter forkert.
- Kør alle billeder i én omgang frem for ét ad gangen.
Værktøj: ChatGPT eller Gemini
Tid: Under en halv time til opsætning. Derefter et par minutter pr. bolig.
SEO-optimerede landingssider
Generér søgemaskineoptimerede websitetekster og landingssider
Sådan gør I
- Find de søgeord folk faktisk bruger om området, ikke dem I selv siger.
- Bed om en disposition med H1, H2 og de spørgsmål siden skal besvare.
- Skriv udkastet med jeres egne tal om området, ellers ligner den alle andres.
- Få AI til at lave meta-titel og beskrivelse til sidst.
Værktøj: ChatGPT eller Claude
Tid: Regn med to timer på den første side. Skabelonen halverer arbejdet derefter.
Video-manuskripter
AI-genererede scripts til præsentationsvideoer, reels og annoncer
Sådan gør I
- Beslut længden først. 30 sekunder til reels, 90 til en præsentation.
- Giv AI boligens fakta og den ene pointe seeren skal huske.
- Bed om manuskript med tidskoder og hvad kameraet skal vise.
- Læs det højt. Det afslører de sætninger der kun virker på skrift.
Værktøj: ChatGPT eller Claude
Tid: En halv time på det første. Derefter under ti minutter.
AI-avatar videoer
Brug AI-avatarer til at præsentere ejendomme på video
Sådan gør I
- Start med ét fast format, fx en ugentlig områdeopdatering.
- Skriv manuskriptet med AI og lad avatar-værktøjet indtale.
- Test på interne seere før I lægger noget ud.
- Beslut om I oplyser at det er en avatar. Vi anbefaler at I gør.
Værktøj: HeyGen eller Synthesia, manuskript i ChatGPT
Tid: Et par timer før format og stemme sidder. Derefter cirka en halv time pr. video.
24/7 Lead-chatbot
Chatbot der svarer på spørgsmål, kvalificerer leads og booker fremvisninger døgnet rundt
Sådan gør I
- Saml de 20 spørgsmål I oftest får på mail og telefon.
- Læg svarene ind som den vidensbase botten kun må svare ud fra.
- Sæt en klar grænse: den må booke fremvisning, ikke forhandle pris eller vilkår.
- Læs samtalelogs igennem den første måned og ret svarene.
Værktøj: ChatGPT-baseret chatbot eller jeres nuværende chat-leverandør
Tid: To til tre dage på opsætning. Derefter cirka en time om måneden på vedligehold.
Botten opsamler navn og kontaktoplysninger. Vælg en leverandør med databehandleraftale, og bed aldrig om cpr eller økonomi i chatten.
Automatiske opfølgningsmails
AI-genererede personlige opfølgninger på leads
Sådan gør I
- Definer de tre situationer der skal følges op: efter fremvisning, efter udeblivelse, efter afslag.
- Skriv én skabelon pr. situation.
- Lad AI personalisere med det I noterede ved fremvisningen.
- Send aldrig uden at have læst mailen igennem.
Værktøj: ChatGPT, eventuelt koblet på jeres CRM via Make
Tid: En time på de tre skabeloner. Derefter under et minut pr. mail.
Noter om en interesseret lejer er persondata. Hold dem i CRM'et, og indsæt kun det nødvendige i prompten.
Virtual staging
AI-møblering af tomme rum til boligannoncer
Sådan gør I
- Fotografér det tomme rum i god belysning og med lige vinkler.
- Bed billedmodellen møblere i en bestemt stil, fx nordisk og lyst.
- Hold jer til møbler. Lad være med at ændre vinduer, gulve eller udsigt.
- Skriv tydeligt i annoncen at billedet er møbleret digitalt.
Værktøj: ChatGPT (GPT-4o-billeder) eller et dedikeret staging-værktøj
Tid: Under en halv time første gang. Derefter få minutter pr. rum.
Ændrer I andet end møbler, er I ovre i vildledende markedsføring. Møbler ja, ny altan nej.
Renovér-visualisering
Før/efter visualiseringer af renoveringsprojekter
Sådan gør I
- Tag før-billedet fra præcis den vinkel det færdige skal vises fra.
- Beskriv nøjagtigt hvad der ændres: gulv, køkken, vægfarve.
- Få håndværkeren til at se billedet, så I ikke lover noget der ikke kan bygges.
- Brug det som dialogværktøj med bygherre og lejer, ikke som salgsmateriale.
Værktøj: ChatGPT (GPT-4o-billeder) eller Midjourney
Tid: En times leg for at lære grænserne. Derefter cirka 20 minutter pr. visualisering.
Svar på lejerhenvendelser
AI-udkast til svar på klager, praktiske spørgsmål og regelsæt
Sådan gør I
- Find de 15 henvendelsestyper der fylder mest i indbakken.
- Skriv jeres facitsvar til hver, og læg dem ind som AI'ens vidensgrundlag.
- Lad AI lave udkastet. Send det aldrig uden at have læst det.
- Ret vidensgrundlaget når et svar er forkert, ikke bare den enkelte mail.
Værktøj: Copilot i Outlook, eller ChatGPT
Tid: En dag på de 15 svar. Derefter går et svar fra et kvarter til et par minutter.
Lejerhenvendelser indeholder navne og adresser. Kør det i jeres eget Microsoft-miljø, eller fjern personoplysninger før I indsætter teksten i et åbent værktøj.
Flersprogsoversættelse
Automatisk oversættelse af lejerkommunikation til flere sprog
Sådan gør I
- Beslut hvilke sprog I reelt har brug for. De fleste har brug for to, ikke otte.
- Oversæt jeres faste breve én gang og gem dem som skabeloner.
- Bed AI beholde den formelle tone. Danske lejeretlige begreber oversættes sjældent godt direkte.
- Få en der taler sproget til at læse de faste breve igennem én gang.
Værktøj: ChatGPT, Gemini eller DeepL
Tid: En time pr. sprog på skabelonerne. Derefter sekunder pr. brev.
Varslinger med juridisk virkning bør sendes på dansk med oversættelsen som service, ikke i stedet for.
Opsummering af lejerundersøgelser
AI identificerer temaer og hovedpointer i surveys
Sådan gør I
- Eksportér fritekstsvarene til én samlet fil.
- Bed AI finde temaer og tælle hvor mange svar der falder i hvert.
- Bed om de tre mest citerbare svar pr. tema.
- Læs de rå svar for det tema der overrasker jer.
Værktøj: ChatGPT eller Claude
Tid: En halv time første gang. Derefter cirka 15 minutter pr. undersøgelse.
Fritekstsvar kan indeholde navne og nabokonflikter. Anonymisér før I uploader.
Velkomstbreve
Personaliserede onboarding-guides til nye lejere
Sådan gør I
- Saml det I i dag sender stykvis: nøgler, affald, vaskeri, kontakt ved fejl.
- Byg én skabelon og lad AI tilpasse den pr. ejendom.
- Tilføj de tre spørgsmål nye lejere altid ringer om alligevel.
- Opdatér skabelonen når noget ændrer sig, ikke det enkelte brev.
Værktøj: ChatGPT eller Copilot
Tid: To timer på den første skabelon. Derefter et par minutter pr. indflytning.
Dokumentopsummering
Opsummér BBR, servitutter og lokalplaner automatisk
Sådan gør I
- Upload BBR-udtræk, servitutter eller lokalplan som PDF.
- Bed om et resumé på en halv side plus en liste over det der binder ejendommen.
- Bed altid om sidehenvisning på hver pointe.
- Slå de tre vigtigste op i dokumentet selv.
Værktøj: Claude eller ChatGPT. Claude klarer de lange dokumenter bedst
Tid: Ingen opsætning. Et dokument tager få minutter.
Lejekontrakt-udkast
Automatisk generering af kontrakter og tillæg
Sådan gør I
- Tag udgangspunkt i den typeformular I bruger i dag og jeres egne særlige vilkår.
- Lad AI udfylde udkastet ud fra sagsdata. Den skal ikke skrive kontrakten frit.
- Lås de bestemmelser der aldrig må ændres.
- Lad en med lejeretlig viden godkende hvert eneste udkast.
Værktøj: Copilot i Word, koblet på jeres sagssystem
Tid: Et par dage på opsætning og låsning af tekst. Derefter minutter pr. kontrakt.
Kontraktdata er persondata. Kør det i jeres eget miljø, ikke i en privat ChatGPT-konto.
Varslingsbreve
AI-genererede varsler om adgang, lejestigning, renovering mv.
Sådan gør I
- Lav en skabelon pr. varslingstype: adgang, lejestigning, renovering.
- Lad AI fylde dato, adresse og begrundelse ind.
- Få skabelonerne godkendt juridisk én gang, så I ikke skal tjekke hver gang.
- Lad aldrig AI regne varslingsfrister ud.
Værktøj: ChatGPT eller Copilot
Tid: En dag på skabeloner og godkendelse. Derefter få minutter pr. varsling.
Frister og formkrav afgør om varslingen er gyldig. Det er skabelonen der skal være rigtig, ikke modellens hukommelse.
Henvendelseskategorisering
Automatisk triagering og kategorisering af indgående henvendelser
Sådan gør I
- Definer de kategorier I faktisk handler forskelligt på.
- Lad AI læse indbakken og sætte kategori og hastegrad.
- Send akutte videre automatisk, resten i en samlet liste.
- Mål hvor ofte kategorien er forkert den første måned, og juster.
Værktøj: Power Automate eller Make med ChatGPT
Tid: To til tre dage på opsætning. Derefter kører det selv.
Indbakken er fuld af persondata. Hold flowet inde i jeres eget Microsoft- eller Google-miljø.
Move-in/move-out rapporter
Automatiske rapporter baseret på fotos ved ind- og udflytning
Sådan gør I
- Fastlæg en fotorunde alle følger: samme rum, samme rækkefølge.
- Lad AI beskrive stand pr. rum ud fra billederne.
- Sammenhold ind- og fraflytningsrapport automatisk og få forskellene listet.
- Lad et menneske afgøre hvad der er slid og hvad der er skade.
Værktøj: ChatGPT eller Gemini med billedforståelse
Tid: En dag på fotorunde og prompt. Derefter cirka 20 minutter pr. lejemål.
Rapporten kan blive bevis i en fraflytningssag. Gem originalbillederne, ikke kun AI'ens beskrivelse.
Restanceanalyse
AI identificerer mønstre i restancedata og foreslår indsatsplan
Sådan gør I
- Træk restancedata ud uden navne. Kun lejemåls-id og beløb over tid.
- Bed AI finde mønstre: hvornår starter de, hvem betaler efter første rykker.
- Få forslag til tre grupper I skal behandle forskelligt.
- Beslut selv indsatsen. Den del er ikke AI's.
Værktøj: ChatGPT eller Claude med dataanalyse
Tid: En halv dag på det første udtræk. Derefter cirka en time pr. kvartal.
Restance er følsomt. Kør på anonymiserede id'er og lad navnene blive i jeres eget system.
Referatskrivning
Automatisk referatskrivning fra bestyrelses- og generalforsamlingsmøder
Sådan gør I
- Optag mødet, og bed om deltagernes accept ved mødets start.
- Lad AI skrive referat hvor beslutninger og ansvarlige står adskilt fra diskussionen.
- Bed om en liste med hvem der gør hvad hvornår.
- Dirigenten godkender inden udsendelse.
Værktøj: Teams-transskription med Copilot, eller ChatGPT på et råt referatudkast
Tid: Ingen opsætning ud over at slå transskription til. Sparer typisk resten af eftermiddagen efter et bestyrelsesmøde.
Optagelse af en generalforsamling kræver deltagernes accept. Spørg ved mødets start, og slet lydfilen når referatet er godkendt.
Sagstriage
Automatisk prioritering og kategorisering af driftssager
Sådan gør I
- Bliv enige om hvad akut betyder hos jer. Vandskade nu, dryppende hane i morgen.
- Lad AI læse den indkomne sag og sætte hastegrad plus faggruppe.
- Send de akutte direkte til vagttelefonen.
- Gennemgå de fejlplacerede ugentligt den første måned.
Værktøj: Make eller Power Automate med ChatGPT
Tid: To dage på opsætning. Derefter kører det selv.
Fejlrapport-klassificering
AI forstår fritekst som 'vand fra loftet' og kategoriserer korrekt
Sådan gør I
- Saml 200 tidligere fritekstsager og den kategori de rettelig hørte til.
- Brug dem som eksempler i prompten, så modellen lærer jeres sprogbrug.
- Test på 50 nye sager og mål træfsikkerheden.
- Lad de usikre gå videre til et menneske i stedet for at gætte.
Værktøj: ChatGPT eller Gemini
Tid: En dag på eksempler og test. Derefter kører det selv.
Håndværkerforslag
Automatisk forslag til relevant håndværker og prioritet
Sådan gør I
- Læg jeres håndværkerliste og fagområder ind som vidensgrundlag.
- Lad AI foreslå faggruppe og hastegrad ud fra sagsteksten.
- Behold selv valget af hvem der ringes til.
- Opdatér listen når aftaler skifter, ellers foreslår den de forkerte.
Værktøj: ChatGPT koblet på jeres sagssystem
Tid: En dag på opsætning. Derefter få sekunder pr. sag.
Arbejdssedler
AI-genererede arbejdssedler til håndværkere
Sådan gør I
- Byg én skabelon med adresse, adgangsforhold, opgave og forventet tid.
- Lad AI skrive sedlen ud fra sagsteksten.
- Tilføj altid hvordan håndværkeren kommer ind. Det er den oftest manglende oplysning.
- Send som PDF, så den kan læses på en telefon.
Værktøj: ChatGPT eller Copilot
Tid: En time på skabelonen. Derefter under et minut pr. seddel.
Tilstandsrapport-opsummering
Opsummér lange tilstandsrapporter til hovedpointer
Sådan gør I
- Upload rapporten som PDF.
- Bed om de fem forhold der haster mest, med sidehenvisning.
- Bed om et skøn over hvad der kan vente til næste budgetår.
- Slå de dyre poster op i rapporten selv, før I bruger tallet.
Værktøj: Claude eller ChatGPT
Tid: Ingen opsætning. Cirka ti minutter pr. rapport.
10-årige vedligeholdelsesplaner
AI-udkast til vedligeholdelsesplaner med overslag
Sådan gør I
- Saml tilstandsrapporter, tidligere arbejder og bygningsdata ét sted.
- Lad AI foreslå en rækkefølge ud fra tilstand og forventet levetid.
- Bed om en begrundelse på hver post. Ellers kan I ikke forsvare planen.
- Få en bygningskyndig til at gennemgå udkastet.
Værktøj: Claude eller ChatGPT med jeres eget datagrundlag
Tid: Et par uger første gang, mest til at samle data. Derefter en årlig opdatering.
AI'ens prisoverslag er kvalificerede gæt, ikke tilbud. Brug dem til at prioritere rækkefølgen, ikke til at lægge budgettet.
Prædiktiv vedligehold
Forudsig vedligeholdelsesbehov baseret på data og tekst
Sådan gør I
- Find ud af hvilke data I allerede har: sagshistorik, energiforbrug, alder på installationer.
- Start med én bygningsdel, fx varmeanlæg.
- Byg en simpel model der peger på de ti mest udsatte enheder.
- Sammenlign med driftsfolkenes egen liste. Det er den bedste test I kan lave.
Værktøj: Jeres BI-værktøj plus AI til analysen, fx Power BI og ChatGPT
Tid: Et par måneder til første version. Forudsætter at data findes i forvejen.
Har I ikke historik på mindst et par år, giver forudsigelsen ikke mening endnu. Så start med at logge.
Energianalyse i hverdagssprog
Oversæt komplekse energirapporter til forståeligt sprog
Sådan gør I
- Upload energimærke eller forbrugsrapport.
- Bed om en forklaring en beboer kan forstå, uden fagudtryk.
- Bed om de tre tiltag der betaler sig hurtigst.
- Tjek tallene mod rapporten før I sender noget ud.
Værktøj: ChatGPT eller Gemini
Tid: Ingen opsætning. Cirka ti minutter pr. ejendom.
Foto-problemidentifikation
AI finder skimmel, revner og slid på fotos automatisk
Sådan gør I
- Lad driftsfolkene fotografere på faste runderinger.
- Bed AI markere mulige skimmel-, revne- og fugtspor.
- Behandl svaret som en huskeliste, ikke som en diagnose.
- Send de markerede steder videre til fysisk eftersyn.
Værktøj: ChatGPT eller Gemini med billedforståelse
Tid: En dag på at fastlægge runderingen. Derefter få minutter pr. runde.
Modellen overser ting og finder ting der ikke er der. Den erstatter ikke en bygningssagkyndig. Den bestemmer hvor vedkommende kigger først.
Chat med datarum
Søg i 1000+ PDF'er og få svar via AI-chat
Sådan gør I
- Saml datarummet ét sted og ryd op i dubletter først.
- Læg dokumenterne i et værktøj der kan søge på tværs og svare med kildehenvisning.
- Stil de spørgsmål I plejer at bruge en uge på at besvare.
- Verificér hvert svar i kildedokumentet, før det går videre i indstillingen.
Værktøj: Claude Projects, ChatGPT med filer, eller NotebookLM
Tid: En dag på oprydning og upload. Derefter svar på minutter i stedet for dage.
Et datarum er fortroligt. Brug en betalt erhvervskonto hvor jeres data ikke bruges til træning, og ryd op når handlen er lukket.
Risikoanalyse
AI identificerer red flags i due diligence-materiale
Sådan gør I
- Lav jeres egen tjekliste over red flags: lejerkoncentration, korte kontrakter, verserende sager, vedligeholdelsesefterslæb.
- Lad AI gennemgå materialet punkt for punkt mod listen.
- Bed om dokumenthenvisning på hvert fund.
- Husk at det AI ikke finder, ikke er det samme som at det ikke er der.
Værktøj: Claude eller ChatGPT
Tid: En halv dag på tjeklisten. Derefter et par timer pr. sag i stedet for et par dage.
Dokumentsammenfatning
Opsummér købsaftaler, rapporter og juridiske dokumenter
Sådan gør I
- Fastlæg ét fast referatformat, så sagerne kan sammenlignes.
- Bed om parterne, beløbene, fristerne og opsigelsesvilkårene hver gang.
- Bed altid om sidehenvisning.
- Læs selv de afsnit der handler om penge og opsigelse.
Værktøj: Claude eller ChatGPT
Tid: En time på formatet. Derefter cirka ti minutter pr. dokument.
Property one-pagers
Automatisk genererede ejendomsoverblik med nøgletal
Sådan gør I
- Beslut de otte nøgletal der altid skal med.
- Træk dem fra jeres system, ikke fra AI'ens læsning af en PDF.
- Lad AI skrive den beskrivende tekst omkring tallene.
- Lås layoutet, så alle one-pagers ser ens ud.
Værktøj: ChatGPT eller Copilot med data fra jeres eget system
Tid: En dag på format og datatræk. Derefter minutter pr. ejendom.
Lad aldrig modellen regne nøgletallene ud. Systemet regner, AI formulerer.
Kvartalsrapport-kommentarer
AI skriver forklaringer og anbefalinger til rapporter
Sådan gør I
- Giv AI tallene og forrige kvartals kommentar.
- Bed om forklaringer på afvigelserne, ikke en gentagelse af tallene.
- Bed om de tre spørgsmål bestyrelsen sandsynligvis stiller.
- Skriv selv konklusionen. Den skal være jeres.
Værktøj: ChatGPT eller Claude
Tid: En time på formatet. Derefter sparer det typisk en formiddag pr. kvartal.
Risikoejendom-identificering
Find ejendomme med høj risiko på tværs af portefølje
Sådan gør I
- Bliv enige om hvad risiko betyder: tomgang, restance, efterslæb eller udløbende kontrakter.
- Saml de fire tal pr. ejendom i ét ark.
- Lad AI rangere og forklare hvorfor top ti er top ti.
- Kig selv på de ejendomme I havde forventet at se, men ikke ser.
Værktøj: Power BI eller Excel plus ChatGPT
Tid: Et par dage på at samle tallene. Derefter en månedlig kørsel.
Scenarieberegninger
Hvad hvis vi renoverer X, sælger Y, eller øger lejen Z%?
Sådan gør I
- Byg beregningen i Excel først, med AI som hjælp til formlerne.
- Lad AI foreslå hvilke scenarier der overhovedet er værd at regne på.
- Regn i regnearket, ikke i chatten.
- Bed om en forklaring af resultatet I kan bruge direkte i indstillingen.
Værktøj: Excel med Copilot, eller ChatGPT med dataanalyse
Tid: En dag på modellen. Derefter minutter pr. scenarie.
Sprogmodeller regner upålideligt i fri tekst. Lad regnearket regne og AI forklare.
Investormateriale
AI-genererede teaser-materialer og pitch decks
Sådan gør I
- Start fra jeres bedste tidligere teaser som formatmæssig skabelon.
- Giv AI ejendommens fakta og investeringstesen i én sætning.
- Lad den skrive udkast til afsnittene, ikke til tallene.
- Få compliance til at læse med, før noget sendes ud.
Værktøj: ChatGPT eller Claude, opsætning i PowerPoint
Tid: To timer på skabelonen. Derefter cirka en halv dag pr. materiale i stedet for flere.
Materiale til investorer er reguleret. AI skriver udkastet, jeres rådgiver godkender formuleringerne.
Generativt design
AI-optimerede plantegninger og rumudnyttelse
Sådan gør I
- Fastlæg rammerne først: byggefelt, etageareal, krav til dagslys og adgang.
- Lad værktøjet generere mange varianter frem for én.
- Bed om nøgletallene pr. variant, ikke kun tegningen.
- Lad arkitekten vælge. AI leverer råvarianterne.
Værktøj: Autodesk Forma eller tilsvarende, ChatGPT til at opstille kravene
Tid: Et par uger til første projekt. Forudsætter at rammerne er afklarede.
Materialeoptimering
AI vælger materialer baseret på pris, bæredygtighed og holdbarhed
Sådan gør I
- Definer hvad I optimerer efter: pris, levetid eller CO2. Vælg ét.
- Saml jeres faktiske materialepriser, ikke listepriser.
- Lad AI sammenligne alternativer på det ene kriterium.
- Tjek at alternativet faktisk er godkendt til den anvendelse.
Værktøj: ChatGPT eller Claude med jeres egne prisdata
Tid: En uge på datagrundlaget. Derefter et par timer pr. sammenligning.
Modellen kender hverken jeres leverandøraftaler eller danske godkendelseskrav. Brug den til at indsnævre feltet, ikke til at vælge.
Lokalplananalyse
AI fortolker hvad der må bygges ifølge lokalplan
Sådan gør I
- Upload lokalplan og kommuneplanramme sammen.
- Spørg konkret: hvor meget må bygges, i hvilken højde, til hvilken anvendelse.
- Bed om paragrafhenvisning på hvert svar.
- Ring til kommunen om det der afgør projektets økonomi.
Værktøj: Claude eller ChatGPT
Tid: Ingen opsætning. Cirka 20 minutter i stedet for en halv dag.
En lokalplan fortolkes af kommunen, ikke af en model. Brug analysen til at stille de rigtige spørgsmål i forhåndsdialogen.
Projektstatus-rapporter
Automatisk genererede statusopdateringer for byggeprojekter
Sådan gør I
- Fastlæg de fem faste punkter: tid, økonomi, risici, beslutninger, næste skridt.
- Lad AI samle input fra byggemødereferater og økonomiudtræk.
- Bed om ændringer siden sidst, ikke en fuld gentagelse.
- Projektlederen skriver selv risikoafsnittet.
Værktøj: Copilot i Microsoft 365 eller ChatGPT
Tid: En halv dag på formatet. Derefter cirka en time pr. rapport i stedet for en dag.
Business case-tekster
AI-udkast til business cases for renovering og nybyg
Sådan gør I
- Lav regnestykket færdigt, før AI kommer ind i billedet.
- Giv den forudsætningerne og bed om teksten omkring tallene.
- Bed om et modargument mod jeres egen case. Det afslører hullerne.
- Skriv selv anbefalingen.
Værktøj: ChatGPT eller Claude
Tid: En time på strukturen. Derefter sparer det typisk en dags skrivearbejde pr. case.
Kontraktudkast
AI-genererede udkast til standardkontrakter
Sådan gør I
- Byg en skabelonbank over de aftaler I laver oftest.
- Lås de bestemmelser der aldrig forhandles.
- Lad AI udfylde og foreslå formuleringer på det der varierer.
- Lad en jurist godkende hvert udkast. Uden undtagelse.
Værktøj: Copilot i Word eller ChatGPT
Tid: Et par dage på skabelonbanken. Derefter minutter pr. udkast.
Modellen opfinder paragrafhenvisninger der lyder helt rigtige. Kontrollér hver eneste henvisning i kilden.
Compliance-tjek
Automatisk kontrol mod GDPR, AML og interne politikker
Sådan gør I
- Skriv jeres politikker om til tjekbare punkter i stedet for prosa.
- Lad AI holde dokumenter op mod punkterne og markere afvigelser.
- Behandl markeringerne som en liste til gennemgang, ikke som en afgørelse.
- Log hvad I gjorde ved hvert punkt.
Værktøj: ChatGPT eller Claude
Tid: En uge på at omskrive politikkerne. Derefter kører selve tjekket på minutter.
Ansvaret for compliance flytter sig ikke. AI finder kandidater, mennesker vurderer.
Intern videns-GPT
Chatbot på jeres egne processer, manualer og håndbøger
Sådan gør I
- Vælg ét afgrænset område først, fx driftsprocedurer.
- Ryd op i dokumenterne. Forældede versioner er den største fejlkilde.
- Byg assistenten så den kun svarer ud fra de dokumenter og altid henviser til kilden.
- Mål hvor mange spørgsmål den besvarer rigtigt, og udvid derfra.
Værktøj: ChatGPT Business med egne filer, Copilot Studio eller Claude Projects
Tid: To til fire uger til første version. Mest oprydning, mindst teknik.
Læg ikke personalesager eller lejersager ind. Start med det der må læses af alle.
SOP-generering
Automatisk oprettelse af procedurer og how-to guides
Sådan gør I
- Optag en kollega der udfører opgaven og forklarer undervejs.
- Lad AI lave et udkast til proceduren ud fra transskriptionen.
- Få en anden til at følge proceduren uden hjælp. Det finder hullerne.
- Skriv ejer og revisionsdato på.
Værktøj: Teams-optagelse med Copilot, eller ChatGPT
Tid: Cirka en time pr. procedure, mod en dag i hånden.
Lejelov i hverdagssprog
AI forklarer komplekse regler på forståeligt dansk
Sådan gør I
- Klip den konkrete bestemmelse ind i stedet for at spørge frit.
- Bed om en forklaring til en beboer, uden fagudtryk.
- Bed om de tre spørgsmål beboeren typisk stiller bagefter.
- Brug det til at forklare. Aldrig som juridisk rådgivning.
Værktøj: ChatGPT eller Claude
Tid: Ingen opsætning. Få minutter pr. spørgsmål.
Spørger I frit uden at indsætte lovteksten, finder modellen på paragraffer. Indsæt altid kilden.
Onboarding-assistent
AI-drevet onboarding af nye medarbejdere
Sådan gør I
- Saml det nye medarbejdere spørger om de første 14 dage.
- Byg en assistent der svarer ud fra personalehåndbog og procedurer.
- Lad den henvise til et menneske på løn, ferie og ansættelsesvilkår.
- Spørg efter en måned hvad den ikke kunne svare på.
Værktøj: Copilot Studio eller ChatGPT Business
Tid: To uger til første version. Derefter løbende opdatering.
Hold personalesager og lønoplysninger ude. Assistenten tager det generelle, HR tager det personlige.
Stillingsbeskrivelser
AI-genererede job- og kompetenceprofiler
Sådan gør I
- Start fra en rolle I allerede har besat og er glade for.
- Bed AI skille must-have fra nice-to-have. De fleste opslag blander dem sammen.
- Bed om et opslag uden de vendinger alle andre bruger.
- Læs det igennem for utilsigtet skævhed i sproget.
Værktøj: ChatGPT eller Claude
Tid: Cirka en halv time pr. rolle, mod et par timer.
Bestyrelsesmateriale
AI-udkast til formandsberetning og beslutningsbilag
Sådan gør I
- Saml tallene og beslutningspunkterne, før I åbner AI.
- Bed om et udkast til beretning med afvigelserne forklaret.
- Bed om et beslutningsbilag pr. punkt: indstilling, konsekvens, alternativ.
- Formanden skriver selv de linjer der handler om retning.
Værktøj: ChatGPT eller Copilot
Tid: To timer på formatet. Derefter sparer det typisk en dag pr. møde.
Materialet kan indeholde fortrolige forhold om lejere eller personale. Kør det i jeres eget miljø.
Hvad kan AI i ejendomsbranchen?
AI i ejendomsbranchen handler om at aflaste konkrete opgaver i drift, administration, udlejning og investering med værktøjer som ChatGPT, Copilot, Gemini og Claude. Det er ikke ét stort projekt. Det er mange små anvendelser, og de fleste kan sættes i gang på dage uden ny software eller integration. Skal I have hjælp til at vælge de første, kan I se hvordan vi arbejder med AI til ejendomsbranchen.
De 50+ use cases i kataloget ovenfor er fordelt på seks områder, så du kan finde det der passer til jeres hverdag:
- Marketing og udlejning: boligbeskrivelser, virtual staging, lead-chatbots og automatisk opfølgning.
- Administration og lejer: svar på lejerhenvendelser, dokumentopsummering, referater og varslinger.
- Drift og vedligehold: sagstriage, tilstandsrapporter, arbejdssedler og prædiktiv vedligehold.
- Investering og asset management: due diligence, risikoanalyse, scenarieberegninger og investormateriale.
- Byggeri og udvikling: lokalplananalyse, business cases og projektrapporter.
- Jura og organisation: kontraktudkast, compliance-tjek og intern videns-GPT.
Sådan kommer I i gang
Start med en quick win. Vælg én opgave der fylder meget og gentager sig, fx svar på lejerhenvendelser eller opsummering af lange rapporter. Test den på rigtige sager i et par uger, og byg videre derfra. Skal I have hjælp til at prioritere, kan I læse mere om vores AI-rådgivning, eller se hvordan vi arbejder med ejendomsdata-analyse når beslutningerne skal bygge på tal.
Hvad med GDPR og EU's AI-forordning?
Meget kan gøres sikkert med de værktøjer I allerede har, så længe personfølsomme data holdes ude af åbne modeller, og I vælger løsninger med de rette databehandleraftaler. Skal AI i drift på data om lejere eller medarbejdere, er det værd at kende kravene i EU's AI-forordning fra start. Det er sjældent en showstopper, men det skal tænkes ind.
Ofte stillede spørgsmål om AI i ejendomsbranchen
Hvad er AI i ejendomsbranchen?
AI i ejendomsbranchen er brugen af kunstig intelligens til at løse konkrete opgaver i drift, administration, udlejning, investering og byggeri. I praksis dækker det alt fra automatiske svar på lejerhenvendelser til analyse af due diligence-materiale.
Hvor bør vi starte med AI i ejendomsbranchen?
Start med en enkelt quick win: en opgave der er tidskrævende og gentager sig, og som ikke kræver integration. Svar på lejerhenvendelser, dokumentopsummering og boligbeskrivelser er typiske første skridt, fordi de giver værdi på dage.
Kræver AI i ejendomsbranchen store IT-projekter eller mange ressourcer?
Nej. De fleste quick wins kan implementeres med værktøjer I sandsynligvis allerede betaler for, som ChatGPT, Copilot eller Gemini. De tungere use cases som prædiktiv vedligehold eller chat med datarum kræver mere, men de kan vente til de lette gevinster er hentet.
Hvad med GDPR og persondata?
Personfølsomme data skal holdes ude af åbne modeller, og der skal vælges løsninger med databehandleraftaler hvor data om lejere eller medarbejdere er i spil. Meget kan gøres sikkert med eksisterende værktøjer, og kravene i EU's AI-forordning bør tænkes ind fra start.
Kan mindre ejendomsvirksomheder også bruge AI?
Ja. Mange af de bedste use cases kræver hverken udviklingsafdeling eller store budgetter. En mindre administrator eller udlejer kan komme i gang med de samme quick wins som en stor portefølje, bare i mindre skala.
Vil du vide hvilke use cases der passer til jer?
Book et 30-minutters strategimøde hvor vi gennemgår jeres situation og identificerer de 3-5 use cases med størst potentiale
Book gratis strategimøde